HVAD BETYDER AT KENDE HERREN

Nøglevers: Hoseas bog 4:6

”Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab. Fordi du har forkastet kundskaben, forkaster jeg dig som min præst; fordi du glemmer din Guds belæring, glemmer jeg også dine sønner. ”

 

I Bibelen står der skrevet flere gange at nogle mennesker ikke kendte Gud, men der står også skrevet om andre at de kendte Gud. Vi lever her ned på jorden, og Herren er oppe i Himlen. Hvordan kan vi kende Ham hvis vi aldrig ser Ham? Dem som man siger om at de ikke kendte Gud, havde de nogen undskyldning for at de ikke kendte Ham? Og dem der kendte Ham, hvordan var det muligt for dem at kende Ham?

 

Hvad betyder at kende Gud, ifølge Bibelen?

I Jeremias bog 22:13-17, Gud formaner den der bygger sit hus med uretfærdighed, der lader sin landmand trælle uden betaling, der ikke har tanke for anden end vinding, undertrykkelse og vold.

”Ve den, der bygger sit hus med uretfærdighed, sine højsale med uret; han lader sine landsmænd trælle uden betaling, arbejderne giver han ikke løn. Han siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale." Han sætter vinduer i det, lægger cedertræsloft og maler det rødt. Er det med dit prangende cedertræ, du viser, du er konge? Også din far havde mad og drikke, men han øvede ret og retfærdighed, og det gik ham godt. Han fældede retfærdig dom for hjælpeløse og fattige, og det gik ham godt. Er det ikke at kende mig? siger Herren. Men du har ikke øje og tanke for andet end vinding og for at udgyde uskyldigt blod, for at undertrykke og mishandle.”

 

Jesus siger i John. 8:55 at Han kender Gud og at Han holder fast ved Hans Ord.

I Salmernes Bog 91:14 siger Herren om den der kende Hans navn, at han elsker Gud.

I Guds øjne at øve ret og retfærdighed, at fælde retfærdig dom for hjælpeløse og fattige, at holde fast ved Hans Ord og at elske Gud, det betyder at kende Gud.

 

Andre karakteristiske ting for dem der kender Gud, er:

De holder Hans bud (1. John 2:3) og holder fast ved Hans ord (John. 8:55)

De øver ret og retfærdighed (Jer 22:15)

De elsker Gud (1. John 4:7)

De holder deres liv rent (Ps. 119:9)

Deres mund forkynder visdom og retfærdighed, og deres skridt vakler ikke (Ps. 37:30,31)

 

Lad os kigge lidt på nogle eksempler af mennesker som man sige om at de ikke kendte Gud, og vi skal se hvad grunden var til at de ikke kendte Ham.

 

FARAO

Han hørte ikke om Gud før, og egypterne havde deres guder, så for ham var det noget nyt, fremmed. Men senere, selv om han så de tegn og mirakler som Moses gjorde, alligevel troede han ikke. Hans nægtelse for at kende og adlyde Gud fører ham til ulykke.

 

ISRAELS FOLK

”Hele det slægtled gik til deres fædre, og efter dem kom et nyt slægtled, som ikke kendte Herren og det, Han havde gjort mod Israel.” (Dommerbog 2:10)

I Dommerbogen 2:7 ser vi at folket tjente Herren så længe Josua levede. Men den næste generation kendte ikke Gud mere. Hvorfor? Har Gud ikke givet dem denne befaling:

”Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentager dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op.” (Femte Mosebog 6:6,7)

 

Hvorfor har forældrene fra Josuas generation ikke lært deres børn at kende Gud? Har de haft alt for travlt med at erobre Kanaans land? Har de haft for travlt med den nye gård som de har erobret? Og hvad har deres mødre gjort, for de gik jo ikke i krigen.  Var det verdens bekymringer eller rigdommens blændværk fra landet hvor der flyder med mælk og honning?

 

ELIS SØNNER

”Elis sønner var ugudelige, så de ikke kendte Herren.”  (1.Sam 2:12)

De viste foragt for Herrens offer, de var undertrykkere, utugtige og griske. Eli, som var præst og dommer i Israel, har ikke lært dem at kende Gud. Har han mon ikke haft tid til sine egne børn fordi han har haft for travlt med at lære folket? Han formanede dem da han var gammel og hans børn var voksne. Men det var for sent. For alle kom til at betale med livet for det.

 

ISRAELS FOLK IGEN

Vi skal se hvad Gud siger om Juda og Jerusalem flere hundrede år efter Han gav dem Loven og befalingen om at kende Gud igennem den. ”Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe; men Israel kender ikke Mig, mit folk fatter intet.” (Esaja 1:3)

 

Og hør hvordan Jeremias beskriver Israel: Et folk som ikke kender Gud, og som er horkarle, troløse, løgnere og onde. (Jer 9:1,2)

Gud siger til profeten Jeremias om Juda og Jerusalem at: ”Mit folk er tåber, Mig kender de ikke. De er uforstandige børn, kloge er de ikke. De er dygtige til at gøre det onde; men at gøre det gode forstår de ikke.” (Jerem. 4:22)

 

Gud siger til Hosea at folket ikke kende Ham, og Han sender dom over dem der har forkastet og glemt Hans Lov: ”Hør Herrens ord, israelitter! Herren fører sag mod landets indbyggere; for der er ingen sandhed og ingen troskab, ingen kundskab om Gud i landet.”

”Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab. Fordi du har forkastet kundskaben, forkaster jeg dig som min præst; fordi du glemmer din Guds belæring, glemmer jeg også dine sønner. ” (Hoseas bog. 4:1,6).

 

Hvilken slags manglende kundskab tale Gud om? Han siger: ”… du har forkastet kundskabet… du glemmer din Guds belæring.” Fordi de har glemt Guds lov, derfor vil landet bliver ødelagt.

 

Ifølge disse tekster, hvad karakteriserer de mennesker som ikke kender Gud?

De er: uretfærdige, forbrydere, griske, undertrykkere, bedragere, onde, utugtige, ægteskabsbrydere, troløse, løgnere, tåber, uforstandige, ukloge, ubarmhjertige.

Paulus siger i Romerbrevet 1:28 ”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig”

 

Ud over dem der lever i synd, fordi de ikke kender Ordet, er der nogle som kender Ordet, men nægter deres Herre med deres gerninger og tale. En af dem er Peter. Han nægtede Jesus og sagde at han ikke kende Ham (Matt. 26:72) (Mar. 14:71). Men nogle påstår at de kender Gud, men deres gerninger afslører dem, for de er afskyelige og ulydige, og ude af stand til at udrette noget godt. (Titus 1:16)

  

OPFORDRING TIL AT KENDE GUD IGENNEM SIT ORD

Hvad er det Bibelen lære os om at kende Gud?

I Femte Mosebog 17:19 giver Gud befaling angående de kommende konger som Israel vil vælge, at de skal have en kopi af Loven og: ”Den skal ligge hos ham, og han skal læse i den hele sit liv, for at han må lære at frygte Herren sin Gud og omhyggeligt følge denne lovbogs ord og disse love.”

 

Dette er rådet som David gav Solomo i  1. Krøn. 28:9 ”Og du, min søn Salomo, kend din fars Gud, og tjen Ham hjertet og med glæde.”

 

Senere skriver Solomo selv: ”Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den.” (Ordsprog. 22:6)

 

Hosea opfordrer os også: ” Lad os kende Herren, lad os stræbe efter at kende Ham.” (Hosea 6:3)                   

Apostlen Paulus han har også et råd til forældrene: ”Og fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning.” (Efes 6:4)

 

Peter advarer os om ikke at fare vild: ”Mine kære,når I nu ved dette på forhånd, så tag jer i agt for at blive revet med af frække menneskers vildfarelse og miste fodfæstet, men voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelse, Jesus Kristus.” (2Pet. 3:17,18)

 

Og til sidst kommer der Paulus opfordring:”Lad Kristi Ord bor i rigt mål hos jer.” (Col. 3:16) 

 

BELØNING

Vi kan alle sammen læse i Bibelen, men Gud har også givet nogle mennesker evnen til at undervise andre. Herren siger til Daniel: ”De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.” (Dan. 12:3).                         

 

Ezra elskede Herrens Lov og ville lære Israel den. ”For Ezra havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret.”(Ezra 7:10)

Jesus siger i Matt. 5:19 følgende:”Men den, der holder det og lære andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmelriget.”

 

Når vi har set hvad det betyder at kende Gud og ikke at kende Gud, afslutter vi med de ord som Jesus siger om nogle mennesker som påstår at de kender Gud: ”Mange vil den dag sige til Mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud.”  (Matt 7:22,23)  

 

”Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, JEG KENDER JER IKKE. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.” (Matt. 25:11-13)

Hvad vil han mon sige til os?

Skrevet af Gatia Szongot

 

 

 

 

 

 

 

 

TVIVL IKKE PÅ DET SOM GUD HAR SAGT TIL DIG FØRSTE GANG

Nøglevers:

”Men Herren sagde til Moses: ”Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om det, jeg har sagt til dig, sker eller ej” (Fjerde Mosebog 11:23).

 

I Bibelen findes flere historier hvor Gud talte til nogle mennesker, Han sendte dem et budskab, de troede på Ham, men senere handlede de anderledes end efter Guds Ord. Jeg undrede mig over hvorfor de gjorde det, og spørger mig selv om vi ikke gør præcis ligesom dem.

 

Eva

Hun er den første person der tvivlede på Guds Ord. Gud sagde til Adam at de ikke må spise fra træet til kundskab om godt og ondt (Første Mosebog 2:17). Slangen fristede Eva med tvivl om Guds befaling og fik Eva til at spise af træets frugt (Første Mosebog 3:1-3). Eva valgte at tro slangen, selvom hun vidste godt hvad Gud havde sagt til dem.

 

Abram

Han er et andet eksempel af en mand som troede på Gud i starten, men bagefter tvivlede han på Guds Ord og på Hans løfter.    Gud lovede Abram at give ham et afkom og at Sara selv ville føde ham en søn (Første Mosebog 15:1-6) og (Første Mosebog 18:10). Abram troede på Gud (Første Mosebog 15:6). Men senere ser man at der i deres utålmodighed, Abram og Sara har lavet et fejl som kostede dem meget. Hagar, Saras træl, fødte til Abram en søn, Ismael (Første Mosebog16:15).

 

Har Gud mon ikke lovet Abram at give ham en søn? Hvorfor blev Abram ikke trofast i sin tro på Gud, den tro som han havde i starten? (Første Mosebog 15:6). Abram så på omstændighederne, på det han kunne se med sine egne øjne, og det skete ham lige som med Peter, som så på bølge og vind. De vaklede i deres tro. Både Abram og hele menneskeheden ville være sparet for meget besvær hvis Abram adlød Guds Ord som han fik i starten.

 

Moses

Han var Guds mand som har lavet de fleste undere i Israel. Israelitterne ville have kød at spise og Gud lovede dem kød (Fjerde Mosebog 11:4) og (Fjerde Mosebog 11:18-20). Moses tvivlede på at Gud kan give kød til seks hundrede tusinde mennesker (Fjerde Mosebog 11:21,22). Men Gud gav ham et hård svar: ”Men Herren sagde til Moses: ”Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se om det, jeg har sagt til dig, sker eller ej” (Fjerde Mosebog 11:23).

 

Bileam

Hans historie findes i Fjerde Mosebog kap 22, 23, 24. Balak, Moabs konge, blev rædselsslagen da han så Israels lejr. Han sendte bud efter Bileam for at han skal komme og forbande Israel. Da Balaks mænd kom til Bileam, sagde Gud til Bileam: ”Du må ikke gå med dem! du må ikke forbande folket, for det er velsignet” (Fjerde Mosebog 22:12).

 

De er de første ord som Gud sagde til Bileam. Bileam adlød Gud. Balak sendte igen nogle mænd til Bileam, og lovede ham stor ære. Bileam sagde: ”Men bliv I nu her i nat; jeg skal få at vide, hvad mere Herren har at sige til mig” (Fjerde Mosebog 22:19). Hvad var dét der fik Bileam til at tro at Gud ville sige noget andet? Gud talte til ham en gang, og Hans svar var meget klar: ” Du må ikke gå med dem.” PUNKTUM. Hvad brændte i Bileams hjerte og fik ham til at håbe på at Gud ville ændre Sit Ord? Gud talte til Ham igen og sagde: ”… så stå op og går med dem” (Fjerde Mosebog 22:20).

 

Men …”Gud blev vred over, at han tog af sted…” (Fjerde Mosebog 22:22).  Hvordan kan det være? Hvorfor? Var det ikke Gud som talte til ham den anden gang og sagde: ”… så stå op og gå med dem”? Her gælder Femte Mosebog 13:4 som siger ”…da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger. Det er Herren, jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl”. Han blev sat på prøve, for Gud ville se om Bileam ville adlyde Guds Ord som blev sagt først af Gud som ikke ændre Sig, for at se om han ville adlyde Gud af hele sit hjerte, eller om han elsker mere æren og rigdommen som han kunne få i Moab.

 

Guds mand

I Første Kongebog kap 12 kan man læse hvordan Israel og Judas blev delt, Jeroboam blev konge over Israel, og Rehabeam blev konge over Judas, Davids hus. Guds mands historie findes i Første Kongebog 13:1-32.

 

Jeroboam, Israels konge, har lavet to guldkalve, for at israelitterne skulle tilbede dem, og ikke gå mere til Jerusalem til Guds hus for at bede (Første kongebog 12:28). De har sat en kalv til Betel og har bygget et alter for ofre (Første kongebog 12:29,32). Gud sendte en mand fra Judas til Betel for at profetere mod alteret. Gud gav ham denne befaling: ”Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende tilbage ad den vej du kom” (Første kongebog 13:9).

 

Han adlød ikke kongen om at spise sammen med ham, og blev heller ikke fristet af hans gaver, men adlød Herren. Men en gammel profet nåede ham på vej og kaldte ham hjem til ham, for at spise. Guds mand fortalte ham om Guds befaling om ikke at spise der.

 

Den gamle profet påstod at en engel sagde til ham at han skal kalde ham tilbage for at spise. Han løj. Guds mand adlød ham og vendte tilbage med ham og spiste sammen med ham. Da han vendte hjem, betalte han med sit liv for sin ulydighed over for Gud. Selv om han vidste at Gud talte til ham, alligevel, senere tvivlede han på det han vidste, og troede på den gamle profet. Han tvivlede på at det var Gud der talte til ham. Eller troede han at Gud har skiftet mening. Han har glemt at Gud ikke lyver, for hos Ham Ja er Ja, og Nej er Nej.   

 

Profeterne

Historien findes i Anden kongebog 2:15-18.

Elias blev taget bort til himlen og Elisa har fået to dele af hans ånd. Da profeterne så at Elias blev taget bort til himlen, bad de Elisa om at få lov til at gå og finde ham, for måske har Gud kastet ham et eller et anden sted. Elisa sagde til dem: ”I skal ikke sende nogen”. Han vidste at Elias er nu hos Gud. De insisterede på om at gå, og Elisa sagde: ”Så send dem ud.” Efter de har søgt ham i tre dage, vendte de tilbage til Elisa og han sagde: ”Sagde jeg ikke til jer at I ikke skulle gå ud?” Mine brødre, hvilken slags profet er Elisa? Hvordan kan han være så ustabil, og en gang side den ene, den anden gang den anden?

Hvordan kunne han sige: ”Sagde jeg ikke til jer at I ikke skulle gå ud?” når han selv sagde til dem: ”Så send dem ud.”?

 

Er det mon Elisa der er problemet, er han ustabil, er han en mand som man ikke kan stole på? Eller er profeternes ulydighed der er problemet? Det første Elisa sagde til dem, var: ”I skal ikke sende nogen.” Og med det, PUNKTUM. Han er Guds mand, og frygter Gud. Han ved at Gud er troværdig, og han selv er troværdig. Hvis han siger Nej, så det betyder Nej.

 

I Femte Mosebog 13:1-5 sagde Gud til Israel at hvis der vil komme en profet og han vil profetere noget falsk og hvis denne profeti går i opfyldelse, Israel må ikke adlyde ham, for Gud sætter dem på prøve. Det som Gud sagde først, det er dét der gælder. Gud ændrer ikke Sit Ord. Jesus siger: ”Men i jeres tale, skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”

(Matthæusevangeliet 5:37).  

 

Hvis du er sikkert på at Gud har talt til dig, derefter får du råd eller opfordring fra en bror, eller en tanke som er i modsætning til det Gud sagde til dig, en af de to kommer fra den onde. Sæt dem ansigt til ansigt, og vælg den du vil tro på. Herren på en side, og de andre på den anden side. Men hos Gud er der ikke både Ja og Nej. Hvis du bliver sat på prøve ligesom profeterne, eller som der står skrevet i Femte Mosebog 13:1-5 så skal du vide at det Han sagde først, det de dét der gælder. Herren vil se om vi tro på Ham, om vi adlyde ham, og om vi elsker Ham af hele vores hjerte (Femte Mosebog 13:4).  

 

Apostlene

Så er der også et positiv eksempel. Apostlene blev sendt i fængsel, blev befriet af en engel og bagefter hentet og fremstillet for Rådet. De fik beordring om ikke at undervise mere i Jesu navn. Men de svarede: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker” (Apostlenes gerninger 5:28, 29).

 

Årsager til deres ulydighed?

  • rigdommens, berømmelsens og ærens fristelser, ligesom Balak

  • umodenhed i tro, ligesom profeterne.

  • mangel på dømmekraft mellem Guds Ord og de falske profeters ord.

 

Vi skal være vågne, da i dag vrimler med falske profeter omkring os. Hvis vi ikke kender Bibelen godt, sker der for os ligesom for Guds mand, at vi ikke er i stand til at skelne mellem hvad der kommer fra Gud, og hvad der kommer fra de falske profeter (Galaterbrevet 1:6-9).

 

Også Johannes opfordrer os om at blive i Jesu lære, det lære som vi har fået fra starten. Vi skal ikke gå ud over Kristi lære, vi skal ikke afvige fra vejen, og vi skal ikke byder velkommen til den der kommer til os med en anden lære (2 Johannes 8-11) og (1 Johannes 1:1-3).

 

Gud, hjælp os at, uanset hvem der kommer, og i enhver situation, ingen og intet skal fjerne os fra Guds Ord som vi har fået i Bibelen, heller ikke fra den overbevisning som Gud gav os i forskellige situationer i livet.

 

Han lyver ikke! Det som Han lover, går i opfyldelse. Tro på Ham! Vent på Ham! Vær tålmodig! Og din belønning vil være stor.

Skrevet af Gatia Szongot

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SØNDERKNUST, MEN ALLIGEVED SEJRENDE

Nøglevers:

”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive det knuste hjerte” (Esajas bog 57:15).

”Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.” (Esajas bog 50:4).                                         

Disse ord er profeten Esajas ord, profeten som har profeteret om Jesus. Jesus er den der har en disciples tunge, og ønsker at hjælpe den trætte.

 

Vi mennesker opmuntrer, trøster og støtter hinanden. Men vi kan aldrig gøre det, ligesom Herren gør det igennem Sit Ord. Gud ved hvad det er der gør dig ondt. Han kender din sorg og den kamp med håbløsheden og modløsheden som du kæmper med. Han kender mørket som er omkring dig og de sorte skyer der trykker på dine skuldre.

 

Men Han er ikke ligeglad med hvordan du har det. Herren Gud er den eneste Gud, Den Almægtige og den Højeste. Han har skabt hele Universet, men Han har også skabt det fineste og sarteste blomst. Han bor i det høje og hellige, men Han bøjer sig også mod den ydmyge og knust, mod den der lider.

Han gav os Sit Ord for at trøste os, for at opmuntre os, for at give os håb, og for at styrke os.

 

Her er nogle Bibelvers som viser at Gud vil gerne hjælpe den der er deprimeret, ydmyg, knust og uden håb.

 

Esajas bog 57:15

”For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive det knuste hjerte.”

 

Esajas bog 66:2

”Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord.”

 

Salmernes bog 34:19

”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, Han frelser dem, hvis Ånd er sønderbrudt.”

 

Salmernes bog 51:19

”Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.”

 

Er du en af dem hvis hjerte er knust? Er du det menneske hvis hjerte er ydmyg og trist? Er din lidelse så stor at du bryder sammen, den ydmyger dig, og måske har den taget det sidste håb fra dig? Hvis ja, så disse vers er for dig. De er for dem der er knust, for dem der har mistet kampen, for dem der er triste og ydmyge. For dem hvis eneste håb er Gud. Gud i Himlen vender Sit blik mod dig (Esajas bog 66:2), Han foragter dig ikke (Salmernes bog 51:19), Han er nær dig (Salmernes bog 34:19), og med dig (Esajas bog 57:15). Og ikke kun det. Jesus sagde: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved Mit Ord, og Min Fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Johannesevangeliet 14:23).

 

Han ved hvad det betyder at lide og Han forstår dig, og Han føler din lidelse. I Esajas bog 53 står der følgende: ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede Ham ikke for noget.

Men det var vore sygdomme, Han tog, det var vore lidelser, Han bar; og vi regnede Ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.

Men Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved Hans sår blev vi helbredt.”

 

Jesus er med os og i os, i dem der hører til Ham, og frygter Hans Ord. Derfor, fordi Han kender dine lidelser og din sorg kalder Han på dig og siger: ”Kom til Mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Mattheusevangeliet 11:28).

 

Vi har set i disse vers at Gud kender dine lidelser, og ønsker at opmuntre dig, at frelse dig, at helbrede dig og at give dig hvile. Han ved hvad Han skal give hver af os, og hvor meget. Han giver dig ikke mere end det du kan bære. Gud skåner os ikke for lidelser, men er med os i vores lidelser og hjælper os igennem.

 

Salmen 23:4 siger: ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”. Bagefter siger Gud i Esajas bog 43:2 følgende: ”Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke.”

 

Mange af os har måske gået gennem vand, gennem ild, og i mørkets dal. Vi gik ikke igennem vandet med en båd, og ingen bar os på hans arme. Men vi gik gennem vandet med vores fødder, vandet trykkede hård, og nogle gange gik det over os, men Gud har været med os, og vi druknede ikke.

 

Vi ved ikke hvorfor vi skal igennem disse lidelser. Vi vil gøre alt for ikke at lide. Vi kan ikke lide at lide. Vi er bange for at blive knust, selv om vi ved at det er godt for os.

 

Men Gud har et formål med vores lidelser, og det er ikke altid i vores interesse, men for Hans herlighed. Vi forstår ikke Hans vilje, men vi kan lære at acceptere den, også selv om vi ikke forstår den. Det er dét Han ønsker af os: FULDSTÆNDIG ACCEPT OG LYDIGHED. Vi tror at Han fører os til døden, til nederlag, men Han fører os til SEJR. Men ofte, før sejren, bliver vi nødt til at lide, til at blive sønderknust, at kaste os ved Hans fødder, og overgive fuldstændig vores egen vilje i Hans hænder, så jeg kan sige af hele mit hjerte: ikke min vilje, men Din.

 

Jeg vil fortælle dig noget som vil illustrere det som jeg sagde indtil nu.

For flere år siden, blev vi overført fra en virksomhed der blev lukket, til en anden, som var mere moderne. Før vi startede på arbejde, besøgte vi virksomheden, og alt var meget lovende, undtagen medarbejdernes ansigter: tomme blikke, triste, ulykkelige.  Jeg startede på arbejde, og efter tre dage ville jeg sige op.  Dét der var meget lovende, var faktisk ren slaveri. På vej hjem, kunne jeg næsten ikke trække fødderne efter mig, og om aften græd jeg som et barn, for jeg ville ikke se fabrikken mere.

 

Mit princip er at spørge Gud når jeg ønsker at tage en beslutning. Jeg bad meget til Gud om at vise mig hvad jeg skal gøre: at blive eller at sige mit job op. Jeg ville så gerne have at Han skal sige til mig at jeg skal gå. Og jeg frygtede for at Han ville sige til mig at jeg skal blive. Men jeg havde også fornærmelsen at det er dét Han vil sige.

 

Hans svar kom en nat, da jeg hørte Hans stemme, som sagde til mig to gange: ”Min Nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (Andet Corintherbrev 12:9). Jeg forstod hans vilje. Jeg skulle blive. Jeg skulle blive for at arbejde og lide sammen med de andre medarbejdere. Fysisk og psykisk blev jeg fuldstændig sønderknust. Hver dag var ulidelig og jeg levede hele tiden med det indtryk af at jeg er i et livsvarigt fængsel. Men det varede kun halvanden år. Men for mig, som lidte, var en evighed. Og jeg tror at alle som lider har det sådan: det lader til at lidelse er endeløs, at det aldrig bliver godt igen. Gud gjorde ikke det lettere for mig, bare fordi jeg var Hans barn. Han havde et formål med mig: at lade mig lide, ligesom de andre, for det var det eneste måde at kunne forstå dem og hjælpe dem.

 

Og der skete noget særlig med mig: Jeg følte alle deres smerter, elendigheden og håbløsheden i mit hjerte. Jeg var ikke interesseret mere om min egen situation, da deres byrder og lidelser trykkede hård på mig. Den byrde var meget tungere end det fysiske arbejde som jeg præsterede. Jeg følte alle deres smerter. Det var noget ubeskriveligt. Så huskede jeg det der står i Esajas bog 53:4, at Han bar vores lidelser og tog vores smerter på Sig. Det var første gang jeg virkeligt forstod det.

 

Så vendte jeg mig mod Gud, og begyndte at gå i forbøn for disse sjæle. Satan holdt dem i trældom. Jeg indså at dette firma var under en dæmonisk trældom. Jeg havde altid det indtryk at over dette virksomhed svævede en grå sky. En dag, da to kollegaer gik forbi mig, en af dem sagde: ”Det føles som om en grå sky svæver over dette firma”. Jeg fik gåsehud.

 

Efter at Gud har knust mig under mine egne lidelser og de andre sjæles byrder som trykkede hård på mig, i stedet for at blive systemets slave, at bøje mig og at bryde sammen, følte jeg en ukendt kraft som begyndte at vokse i mig. Jeg har ændret mig, og ikke kendte mig selv. Da der ikke blev noget tilbage af mig, da begyndte Hans kraft at vokse i mig. Jeg har oplevet Hans nærvær på en helt speciale måde. Jo svagere jeg var, desto stærkere Han var i mig. Dette resulterede i at de dæmoniske lænker fra dette firma blev brudt, og at mit livs kurs blev ændret. Efter min sidste arbejdsdag følte jeg mig ligesom israelitterne som var lige kommet ud af Egypten: fri og rige. Ikke rige af penge, men med erfaring med Gud.

 

Og alt det her, fordi jeg har accepteret at gøre Hans vilje, at adlyde Ham, og har accepteret lidelserne og smerterne. Jeg vidste ikke fra starten hvorfor jeg skulle blive, men Gud vidste det. Og jeg takkede Ham fordi jeg fik Nåden og æren til at blive brugt af Ham for at redde andre mennesker.

Skrevet af Gatia Szongot

 

 

 

 

 

 

 

 

LIDELSER OG TRØST

 

Jeg har læst noget vidunderlig og vil gerne dele det med dig.  Det er en god vejledning for dem der er triste, bedrøvet, deprimeret… og uden håb.

Bibelteksten er fra Klagesangene 3:1-26.

3:1  Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

3:2  mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

3:3  ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

3:4  Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

3:5  han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

3:6  lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

3:7  Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

3:8  Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

3:9  Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

3:10  Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

3:11  han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

3:12  han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

3:13  Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

3:14  hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

3:15  med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

3:16  Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

3:17  han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

3:18  og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

3:19  At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

3:20  min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

3:21  Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

3:22  HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

3:23  hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

3:24  Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

3:25  Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

3:26  det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

 

Jeremias er profeten som har fået rigtig meget modstand fra israelitterne. Han har levet fra dengang Josija var konge i Juda, til den periode hvor Jerusalem blev ført i fangenskab i Babylon. Måske den mest elendige periode af Israel efter de kom i Kanaan. Han har set meget lidelse og han har selv lidt meget.

Fra vers 1 til 20 Jeremias klager, klager og klager over alt hvad han kan huske, over alle de dårlige oplevelser, sorgen og alt hvad Gud har sendt over ham. I hver eneste vers nævner Jeremias alt hvad Gud har gjort imod ham, alle lidelser som Gud har tilladt over ham.  Det er som om han har lavet en liste med dem, og nu vil han kaste det hele i Guds øjne. Der er kun et vers der nævner folket som håner ham (v. 14). 

Hvis man kigger godt, beskriver Jeremias Gud som en af hans værste fjerne. Som den største modstander.  Sandheden er at Jeremias har lidt meget, og det som han beskriver her har han selv oplevet.

Han synes at alt det dårlige sker kun for ham (v. 3).

Ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

 

Han har lidt meget fysisk, og det fortæller han her. (v.4).

Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben.

 

Han blev isoleret og han følte sig isoleret af andre, og han har også været i fængsel (v.7).

Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

 

Han følte sig forladt af Gud, og han syntes at Gud ikke ville lytte til hans bøn.

(v. 8). Kan du høre hans håbløse råb?

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

 

Han følte at Gud står imod ham på den vej han gik (v. 10,11).

Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde.

 

Ud over det, blev han til grin og han blev også hånet af israelitterne (v. 14).

Hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang.

 

Men det der er værre, er at han har mistet freden og lykken (v.17).

 Han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken.

 

Og det der kommer til sidst, er håbløsheden (v.18).

Og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

 

Jeremias mediterede til alle hans lidelser, og ikke alle lidelserne skete det for ham i de sidste dage. Han tænkte på alt hvad der skete for ham i årevis. Han huskede så tydelig alle lidelserne. Og alle de her lidelser gjorde ham trist, bitter, nedtrykt og bedrøvet.  Han kiggede på dem ligesom Peter kiggede til bølger og vind. Og de trak ham ned. Han har kigget hele tiden til ham selv og hans problemer, og han glemte at kigge opad.

Men pludselig… midt i mørket, så han en lille stråle af håb (v.21).

Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

”HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor” (v22,23).

 

Selvom hans liv var fuld af sorg og lidelser, alligevel er der på jorden ting som har mere værdi end at være lykkelig og at have det godt.

Jobs vision er længere og større end Jeremias. Jobs siger:

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud”

(Job 19:25,26).

 

For ham kom der ikke en stråle af håb da han sagde dette, men hans håb var at én dag vil han skue Gud. Hans blik var rettet opad mod himlen. Hans mål var himlen. Belønningen for hans trofasthed og hans lidelser ventede på ham i himlen. Dér var hans skat. Dér var hans Herre som han ærede med hans lidelser, og han gjorde Satan til grin og skam, uden at vide det.

Han, Jeremias, han vidste at Gud har valgt ham før han blev dannet i sin moders liv og at, før han blev født har Gud gjort ham til profet for folkene. Sikke en stor ære for ham! At blive brugt af Gud til en så stor opgave! Men ikke fordi han fortjente mere end andre, for det er ikke for hans egne fortjeneste har Gud valgt ham.

Men ud over æren at være brugt af Gud, har Gud også tilladt lidelser i hans liv. Hvorfor? Det er kun Ham der ved det. I hvert fald, i Jeremias hjerte var der ikke plads til stolthed og hovmod. Gud holdt ham ydmyg hele hans liv.

Men, at vide at dit liv og dit arbejde her på jorden har evige følger, at vide at det energi du har og du bruger for Ham her på Jorden påvirker andres evighed, det har større værdi end at være lykkelig og at have det godt. Det skulle hjælpe os at sejre over modløsheden og den mørke som kommer over os i vores prøvelser.

Og belønningen for dem der lider her på Jorden på forskellige måde, vil blive stor i himlen.

Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. (Rom 8:18)

 

Og i 2 Corinterbrev  4:17,18 står der:

Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed, idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.

 

Har du nogensinde tænkt på at du vil have mere ære end andre i himlen fordi du har lidt mere end dem her på jorden? Din trængsel og dine lidelser er vejet af Gud og de bliver forandret i himlen til ære. Dette vers siger det, ikke jeg.

 

Hvad er Jeremias konklusion efter hans meditation og klager over hans trængsel? Her er den:

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham. (v24)

 

Faktisk Herren er vores eneste håb. Han er altid trofast, Han forlader os aldrig.

I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Ps 81:7)

 

Hvad er Jeremias råd til sidst?

Det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse. (v26)

 

Thi Herren bortstøder ikke for evigt, har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde; ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn. (Klage. 3:31-33)

 

Gatia Szongot

 

TIDLIG OM MORGENEN

 

Nøglevers: Matthæusevangeliet 6:33

”Men søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”

 

Mange gange da jeg læste i Bibelen, fandt jeg det udtryk: Tidlig om morgenen. Hver gang var det som om det skinnede, og jeg understregede dem. Jeg tænkte på at det må være noget vigtigt, da Gud ofte minder os om det her, tidlig om morgenen.

 

Så jeg kiggede på flere tilfælde, for at se hvad det handler om.

 

I flere tilfælde så jeg at Gud talte til Israels folk tidlig om morgenen, eller sendte Han Sine tjenere profeterne tidlig om morgenen for at tale til dem, men de hørte ikke efter. I andre tilfælde så jeg at nogle mennesker stod op tidlig om morgenen for at høre Guds røst eller for at sende videre Hans budskab, eller for at mødes med Herren, eller for at bringe Ham offer. Nogle gik for at bede tidlig om morgenen, mens der stadigvæk var helt mørkt og andre har bragt natten i bøn.  Nogle af dem kom til tempel tidlig om morgenen og andre gik til graven tidlig om morgenen.

 

Jeg så at disse mennesker kan deles i to gruppe:

I den første gruppe er dem der ikke lytter til dem der taler tidlig om morgenen.

I den anden gruppe er dem der stor op tidlig om morgenen eller lytter tidlig om morgenen.

Det er interessant at se hvad konsekvenserne er for dem der er lydig, og for dem der ikke er lydig, og hvordan ender deres liv.

 

 

DE ULYDIGE

 

Israels folk

Gud talte til dem tidlig om morgenen, men de hørte ikke, Han kaldte på dem, men de svarede ikke. (Jeremias`bog 7:13)

 

 Fra den dag da Israel kom ud af Egypten, indtil den dag da Gud talte til dem igennem Jeremia, sendte Gud Hans tjenere profeterne, Han sendte dem hver dag, tidlig om morgenen. Men de lyttede ikke. (Jeremias`bog 7:25,26)

 

Fra den dag da Gud førte Israel ud af Egypten indtil Jeremias tid, kaldte Gud på dem alle dage om morgenen, og sagde: Adlyd Mig! Men de lyttede ikke. (Jeremias` bog 11:7)

 

Igennem Jeremias talte Gud til Israels folk og sagde at Han sendte Sine profeter tidlig om morgenen, men de lyttede ikke til dem. (Jeremias`bog 26:5)

 

Apostlene

Efter Jesus opstandelse, går Peter tilbage til sin gamle beskæftigelse, fiskeriet. De har fisket hele natten, men fangede ikke noget. Deres Herre har bragt mange nætter i bøn for dem. Apostlene bringe natten ved at fiske. Var det mon ikke Peter som Jesus sagde til at Han vil gøre ham til menneskefisker?  Nu går han igen ud at fiske om natten. Resultatet var: ” De har ikke fanget noget.”

(Johannes evangeliet 21:2-4)

 

 

DE LYDIGE

 

Abraham

Gud befaler Abraham om at ofre sin egen søn Isak på Morija bjerget. Abraham stor op tidlig om morgenen og tager af sted for at ofre Isak. (Første Mosebog 22:1-3)

 

Moses

Gud kalder på Moses, Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ældste til Ham på Sinaj bjerget. Før de skulle tage af sted, stod Moses op tidlig om morgenen og byggede et alter til Gud, tæt på bjerget. (”Mosebog 24:1-4)

 

Gud kalder igen på Moses på bjerget og han skal tage to nye stentavler, og Gud siger til ham at han skal være klar tidlig om morgenen og at han skal komme tidlig om morgenen til Ham på Sinaj bjerget. Moses gør som Gud siger og står op tidlig om morgenen og kommer op til Gud.

(Anden Mosebog 34:1-4)

 

Josva

Josva og Israels folk kom til Jordan floden og nu skulle de komme ind i Canaan. De skulle tage af sted fra Sitim, og Josva og Israels folk stod op tidlig om morgen. (Josvabogen 3:1)

 

Jeremia

Jeremia taler til Judas folk og til Jerusalems indbyggere og siger til dem: ”I treogtyve år har jeg talt til jer tidlig om morgenen, men I ville ikke høre. (Jeremias bog 25:3,4)

 

David

”Herre, om morgenen hører Du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag og spejder efter svar. (Salmernes bog 5:3)

 

David synger om Guds styrke og jubler om morgenen over Hans trofasthed. (Salmernes bog 59: 17)

 

Jesus

Isajas profeterer om Jesus som siger: ”… Hver morgen vækker Han mit øre, og Jeg hører som en discipel. Gud Herren har åbnet mit øre, og jeg var ikke genstridig, jeg veg ikke tilbage.

(Esajas bog 50:4,5)

 

 Ganske tidlig, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og Han gik bort og ud til et øde sted og bad dér. (Markus evangeliet 1:35) og (Lukasevangeliet 4:42)

 

Før Han skulle vælge Sine tolv disciple, bragte Jesus hele natten i bøn til Gud.

(Lukasevangeliet 6:12)

 

Ved daggry kom Jesus atter ved Tempel. (Johannesevangeliet 8:1,2)

 

Jesus bragte natten i bøn på Oliebjerget og om morgenen kom Han på tempelpladsen. Folk kom tidlig om morgenen for at høre Ham. (Lukasevangeliet 2:37,38)

 

Maria Magdalene og de andre kvinder

Den første dag i ugen, da solen var stået op, meget tidlig om morgenen, gik de til graven og bragte vellugtende salver for at salve Jesus. (Marcusevangeliet 16:2) og (Lukasevangeliet 24:1)

 

Maria Magdalene

Den første dag i ugen gik Maria Magdalene til graven tidlig om morgenen, mens der endnu var mørkt. (Johannesevangeliet 20:1)

 

Mens jeg læste disse tekster, blev jeg klar over, at på en eller anden måde handler det om forholdet mellem mennesker og Gud. Mens jeg grundede over det, så jeg at det handler om PRIORITETER.

Jesus sagde: ”Men søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. ” (Matheusevangeliet 6:33) Han sagde ikke at vi kun skal søge Hans rige. Vi har også brug for de ting som er absolut nødvendige i livet. Men Han vil have at vi FØRST SØGE HAM. HAN SKAL VÆRE PÅ DEN FØRSTE PLADS I VORES LIV. HAN SKAL VÆRE I CENTRUM. HAN SKAL VÆRE VORES SKAT. (Lucasevangeliet 12:34)

 

Solomon siger: ”Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sendt om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover. (Salmernes bog 127:2)

 

Der er også mennesker som står op tidlig om morgenen, men IKKE for at mødes med Gud:

Esajas siger: ”Ve dem, der fra tidlig morgenen jager efter øl og langt ud på aftenen blusser af vin.” (Esajasbog 5:11)

 

Solomon siger: ”Ve dig, land, der har en dreng som konge, og hvis stormænd holder måltid fra morgenstunden.” (Prædikerens bog 10: 16)

 

Hvor mange af os tilhører de lydiges gruppe? Jesus sagde: ”For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.” (Lukasevangeliet 12:34). Hvad er min første tanke når jeg vågner? At jeg skal mødes med Jesus eller at jeg skal starte mit arbejde?  Og hvor tidlig vågner jeg? Hvem af disse to ting er på første plads i mit hjerte?

 

Er mon ikke denne verdens bekymring og rigdommens blændværk der kvæler os og stjæler den tid som vi skulle bruge sammen med Jesus? (Matt. 13:22)

 

Gud siger i Jeremiasbog 2:32,33 at Sit folk har glemt Ham og at de er dygtige til at søge det de elsker. Har disse ord aldrig ramt dig? Det er en stor sandhed. Kære Gud, forbarm dig over os syndere, for vi elsker Dig ikke som vi skulle.

 

Hvor er Jesus på dine prioriterings liste? På den første plads TIDLIG OM MORGENEN, eller på den sidste plads FØR DU GÅR I SENG?

Hvem elsker du mest og søger af hele dit hjerte? Forbarm Dig over os Gud for at vi ikke kommer for sent,  (Hebræerbrevet 4:1) eller for at der skal siges til os ”Jeg kender dig ikke.” (Matt. 25:12)

 

Og hvad er de ulydiges skæbne? Vi kender alle sammen Israels skæbne. De ville ikke lytte til Gud, og tager konsekvenserne indtil i dag.

 

Og hvad er de lydiges skæbne?  De blev stormænd i historien, mænd som Gud kunne bruge, Guds venner, mænd som Gud har velsignet. Og deres løn er stor i himmel.

 

Hvilken gruppe vil du høre til? Hvordan vil du ender dine dage? Som Israel, eller som Moses, Josua, David og Jesus?

 

Gatia Szongot

 

 

 

 

 

 

LOVPRISNING OG TAKSIGELSE

 

Nøglevers: Salmernes bog 50: 14,15

”Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den Højeste. Råb til Mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære Mig.”

 

Som regel, når vi beder nogen om at få noget, får vi først den ting, og bagefter takker vi for det vi har fået. Sommetider takker vi på forhånd. Men, når vi kigger i Guds Ord, ser vi at Gud har andre regler. Vi skal kigger på nogle eksempler fra Bibelen hvor denne regel gælder. Reglen gælder både for taksigelse og lovprisning for Gud.

Herren har givet Moses denne befaling at hver eneste dag skulle præsterne ofre to årgamle lam. Den ene lam skulle ofres om morgenen, den anden om aftenen. Det er det daglige brændoffer, slægt efter slægt. Det er et ildoffer for Herren, en liflig duft (2 Mos. 29: 38,39).

Senere ser vi at under kong Davids ledelse bliver Guds ark ført ind i det telt som David havde rejst til, og David satte for første gang Asaf og hans brødre at lovsynge Herren. (1 Krøn. 16:1-7).  Præsten Zadok og hans brødre skulle daglig, om morgenen og om aftenen, ofre Herren brændofre på brændofferalteret (1 Krøn. 16:39,40). Sammen med dem var Heman og Jedutun som skulle prise Herren og synge for Ham (1 Krøn. 16: 41,42).  Lovprisningen og ofrene måtte ikke udeblive fra Herrens Hus.

HER ER NOGLE EKSEMPLER HVOR OFREN, LOVPRISNING, TAKSIGELSE OG UDMYGHED GIK FORAN SEJREN

Daniel var i fangenskab i Babilon, men han har ikke glemt sin Gud. Han blev trofast sin Gud, og han undersøgte De Hellige Skrifter for at forstå tiderne.  Han så at det var på tide at der skulle komme sit folks befrielse, og han søgte Gud med bøn og bægering under faste i sæk og aske (Dan. 9: 1-3). Mens han bad og bekendte sit og sit folks Israels synd, kom til ham manden Gabriel tilaftenofferets tid.  Han snakkede med Daniel og viste ham ting som ville ske i fremtiden.

Ligesom Daniel som har ydmyget sigforan Gud, det samme siger salmisten også: ”Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud” (Salm. 51:19).

Akab har forladt Herren og dyrkede Ba´al, sammen med Israels folk. Efter flere års tørke provokerede Elias israelitterne om at beslutte sig hvem de vil følge. Enten Gud eller Ba´al. Der skulle ofres to tyre på to altre. En alter for Gud og en alter for Ba´al. Ba´als profeter påkaldte Ba´als navn fra morgen til aftenofferetstid, de begyndte at rase, men der kom ingen svar (1Kong. 18:29). Men vedaftenofferets tid bad profeten Elias til Gud om at Han skal svare til sin bøn, for at folket skal kende at Han er den eneste Gud. Gud svarede til Elias bøn med at sende ild ned over offeret og fortære den (1 Kong. 18:36-38).

Israels konge, Judas konge og Edoms konge drog i krig mod Moabs konge. Mens de var på vej manglede de vand, men Gud lovede dem vand. Næste dag strømmede med vand ved morgen offerets tid. ”Næste morgen, ved morgenofferets tid strømmede der vand ned fra Edom, og landet fyldtes med vand” (2 Kong. 3:4-20).

Joshafats fjender gik i krig mod ham. I sin angst, søgte han hjælp hos Gud.  Gud lovede ham sejren. Allerede før de startede kampen, rejste levitterne sig oglovpriste Herren, Israels Gud, med vældig røst (2Crøn.20:19). Næste dag, på vej til kampen, sangerne, som gik ud i spidsen for krigerne, lovpriste Gud med sangen: ”Tak Herren, Hans trofasthed varer til evigt tid” (2 Crøn. 20:21).  Og så skete der noget vidunderligt: I det øjeblik de satte i med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold angribe ammonitterne, moabitterne, og dem fra Se´irs bjerge, som rykkede frem mod judæerne, og de blev slået (2 Crøn. 20:22).

Solomo har bygget Guds Tempel i Jerusalem, og præsterne bragte Herrens pagts ark til det Allerhelligste. De levitiske sangere Asaf, Heman, Jedutum og deres brødre havde de med cymbler, harper og citere, og sammen med dem var der hundrede og tyve præster der blæste i trompeter. Da sangerne og trompetblæserne begyndte med én røst at lovprise og takke Herren, da blev templet fyldt af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Guds hus (2 Crøn. 5:13,14).

Salmisten Asaf.  I Salmen 50 siger Herren til Israel følgende: ”Lyt mit folk, Jeg vil tale… Jeg anklager dig ikke for dine slagtofre, og dine brændofre har jeg altid for øje… Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den Højeste.”

Bagefter siger Herren: ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære  mig. I denne salme ser vi at Israel bragte ofre, men alligevel ville Gud formane dem for noget. Israel takkede ikke Gud for det de modtog fra Ham, og for det Han gjorde for dem, og de ikke indfriede de løfter til Den Højeste. Disse ting kunne være forhindringer for at Gud hørte deres bønner, da de var i nød og bad Gud om hjælp. Her viser Gud os at selvom de regelmæssigt bragte ofre, de gjorde det af pligt, det var en rutine, men deres hjerte ikke var rettet mod Gud. Herren kigger ind i deres hjerte, og Han forventer taknemlighed og trofasthed over for Ham, ved at indfri deres løfter til Ham. Bagefter kunne de komme til ham i nød, og Han ville udfri dem (Salm. 50: 7-15).

Salmisten siger i Salmen 50: 23 sådan: ”Den der bringer takoffer, ærer Mig.”

Der er i overensstemmelse med det der står i Filip. 4:6,7.  ”Vær ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Påkaldelse og Bøn med Taksigelse; og Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus.” Vi skal takke Gud og lovprise Ham for det Han vil gøre, allerede før Han besvarer vor bøn. Det giver Gud æren, for vi viser at vi har fuld tillid til Ham. Dette vil fylde vores hjerte med Hans fred.

 

At lovprise Gud er en våben mod vores fjender. Salmisten siger i Salm. 18:4 ”Jeg råber til Herren, den lovpriste, og bliver frelst fra mine fjender.” Jeg tror at dæmonerne der omgiver os og ånderne som kæmper mod os kan ikke tåle at høre at vi lovprise Gud. Heller ikke at vi takker Ham. Det får dem til at fjerner sig fra os.

 

Jesus takkede Sin Far før Han delte de syv brød og fiskene (Matt. 15:36). Det samme gjorde Han da de holdt nadveren, først takkede Han Sin Far, bagefter delte Han brødet og vinen (Matt. 26:27).

 

Paulus var på skibet på havet og var ved at miste livet på grund af stormen. Han tilskyndede de andre til at spise, fordi Gud er med dem, og Han vil redde dem. Han tog brødet, takkede Gud, og spiste ( Apost. gern. 27:35).

Paulus kendte de to tings vigtighed: at takke og at lovprise Gud. Han siger: ”… så I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn” (Efes. 5:19,20)

 

Hvor stor del af vores bøn er taksigelse?

Hvor stor del af vores sanger er lovsang til det Eneste der er værd at blive lovprist?

Hvor mange gange takker vi Ham og lovprise Ham allerede før Han svare til vor bøn?

Hvor mange gange takker vi Ham både for fremgang og for modgang?

Hvor mange gange er vi i bøn kun for at beundre Ham og lovprise Ham fordi Han er vidunderlig?

Hvor mange gange var vores hjerte fuld af glade og taknemlighed for vores fremtid er i Hans hånd og vi ikke har noget at bekymre os for?

Hvor mange kampe har vi mistet fordi vi ikke lovpriste Gud som giver os sejren?

Og hvor mange velsignelser har vi mistet i dette liv fordi vi ikke takkede Ham, og ikke lovpriste Ham, allerede før Han svarede til vores bøn?

 

Kære Gud, hjælp os at lære at lovprise og takke Dig i tide.

 

Gatia Szongot